Fødslen.

Vi ankom til Holstebro sygehus lørdag den 24-02-07 klokken kvart i tolv om formiddagen, og blev modtaget af den sødeste og mest forstående sygeplejerske. Hun fortalte os om hvordan forløbet skulle foregå ,og efter dette viste hun os hen til den enestue hvor vi skulle indlægges ,og dernede kom der så en anden (og også rigtig sød sygeplejerske) som skulle lægge vestimulerende piller op. Den første blev lagt op klokken 13.00, og så skulle jeg ligge og hvile en time inden den næste blev lagt op efter yderligere 3 timer. Og da den var blevet lagt op skulle jeg igen hvile en time. Så begyndte de første veer så småt at begynde at komme. Klokken var nu ved at være halvsyv, og jeg begyndte at få rimelig ondt. De kørte mig ned på fødegangen hvor jeg fik lov til at ligge i min "egen" seng, indtil veerne blev kraftigere. Det begyndte at blive rigtig slemt, og der blev ringet efter en overlæge der skulle llgge en epidural, og den gjorde vanvittig ondt at få lagt, da han ikke kunne finde det helt rigtige sted at stikke, men efter ca en halv times tid lykkedes det, og det tog også mange af smerterne, og samtidig gav de mig morfin i låret (barnet kunne jo ikke tage skade) sagde de, så det var med at holde mig så smertefri som muligt. Og det var da også meget rart. Nu var klokken så ved at være halv ti, og det gjorde rigtig nas for presseveerne var begyndt nu, og derfor skulle jeg flyttes over på fødelejet. Mit venstre ben sov, så jeg kunne ikke rigtig selv hjælpe ordenlig med til at komme derover, men det gik med lidt fælles hjælp og forståelse. Presseveerne blev nu for alvor slemme, og jeg blev både bange, ked af det og spændt, for jeg ville gerne føde det barn, som var så ønsket og ventet i ni måneder ,så vi kunne se hvilket vidunderlig barn vi fik Og på den anden side ville jeg ikke føde det, for jeg vidste jo at når det kom ud ville det alligevel bare være dødt, og der ville ikke være den der vidunderlige forløsende gråd. Men naturen gik jo sin gang, og jeg begyndte at presse og det gik forholdsvis nemt som sådan noget nu kan. Jeg pressede igen, og sådan gik det i omkring en times tid. Så så michael hovedet, og derefter pressede jeg 5 gange mere og så var barnet ude. Vi kunne høre at jordemoderen og sygeplejersken stod og sagde ham, og derfor vidste vi at det var en lille dreng vi havde fået. Michael fik ham op i armene og bar ham hen til mig og sagde, se skat hvor er han bare smuk, med tårer i øjnene, hvorfter han lagde ham ned til mig på maven, og jeg kunne kun være enig. Han var uendelig smuk, og det mest pragtfulde vi nogensinde har set. Han lå på min mave hvor jeg kunne se hans krøllede, og kulsorte lange hår. Vi kiggede på hinanden og sagde, at han var en lille Tobias. Der blev taget en masse billeder af ham, og efter ca en halv time blev han målt og vejet. Han vejede 3340 gram og var 51 cm lang. Derefter blev der taget fod og håndaftryk, og derefter blev han kørt ind på et køligt rum, og vi blev kørt op på vores stue. Tobias var nu født, og dermed også sorgen over vores store tab, af vores vidunderlige dreng. En rigtig hjerteknuser. Vores egen lille GULDKLUMP.