Begravelsen.

Jeg vil prøve at beskrive begravelsen så godt som jeg kan, jeg kan ikke huske ret meget af det da jeg var helt ved siden af mig selv.

Michael og mig havde været oppe i kirken om morgenen sammen med min far. Michael bar kisten med vores dejlige dreng ind i kirken og stillede den på de "bænke" der var gjort klar til det. Vi satte den bårebuket på som vi havde fået lavet til ham (et hjerte der var pyntet med røde roser og så var der to hjerter sat i den som skulle symboliserer at han fik vores hjerter med sig på hans rejse). Vi havde valgt selv at stille kisten ind i kirken og selv pynte den for at gøre det så personligt som muligt og fordi vi vidste at vi ikke ville kunne gøre det senere hvis vi fortrød at få en bedemand til det. Vi gik så hjem til mine forældre for at være sammen med dem inden vi skulle op til selve begravelsen.

Vi kom ind i kirken og så at der lå en masse rigtig smukke buketter til Tobias og det var dejligt at der var så mange der havde tænkt på at ville give ham en blomst. Så skulle vi gå op og sætte os og jeg kan huske at jeg tænkte at det her det kommer jeg bare aldrig igennem for det er umenneskeligt at skal begrave sit eget barn. Vi satte os ned og så begyndte orglet at spille "nu titte til hinanden" og jeg syntes det var meget barskt for det er en salme jeg forbinder med en dåb. Nu kommer vi så dertil hvor jeg ikke rigtig kan huske så meget , men jeg kan huske lidt. Vi havde valgt to salmer som skulle synges i kirken. den ene var "ingen er så tryg i fare" og den anden var "altid frejdig når du går". Vi sang den første salme hvorefter præsten holdte hans tale (den bad jeg om at få på tryk da jeg ikke kunne huske andet fra den end at han sagde Tobias fulde navn,. og det er præstens tale jeg skriver nu:

Kære Lene og Michael. Når man, som I har gjort det, glæder sig til at blive forældre, har man en masse håb og drømme for det barn, som man venter. Håb og drømme. Vi ved godt, at det ikke kan være mere end det, så længe det lille ny liv endnu ikke er helt begyndt synligt for vore øjne, men kun spirer i det skjulte. I har også haft jeres håb og drømme, mens I har ventet på dagen, da I kunne byde jeres lille barn velkommen til verden. Men jeres håb og drømme brast, da I fik beskeden om, at det nye spæde liv var afsluttet, endnu inden det rigtig kunne tage sin begyndelse. Selvom I ved, at alle vi, der er her sammen med jer i dag, deler jeres sorg med jer, så er det kun en fattig trøst. Hverken vi, eller I, kan forstå, at det skal være sådan, men vi har lige sammen lyttet til nogle ord, som måske fremover kan være jer til trøst. Lad os høre dem igen: "de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem, men diciplene truede ad dem. Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem : Lad de små børn komme til mig, dem må i ikke hindre, thi Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det" Jeres lille dreng Tobias som I har kaldt ham-er nu hos Gud. Det må vi stole på. I fik ikke lov til at beholde ham, men Gud har selv taget imod ham og I har nu en skat gemt hos Gud. Og det er det, vi alle vil ønske for jer her i dag må være jer en trøst, at det barn, som I ikke fik lov at beholde, nu er gemt hos Gud. I aftensangen"nu hviler mark og enge" synger vi sådan i sidste vers: o Jesus, du min glæde, du dine vinger brede og sænke om mig ned. Vil slangen mig omslynge, så lad din engel synge: Det barn er gemt i Herrens fred" Egentlig er det jo os selv vi tænker på som det barn, der er gemt i Herrens fred. Men i dag kan vi også lade disse ord gælde det barn, som vi nu overlader i Guds hænder. Det barn er gemt i Herrens fred. Sådan må vi i dag have lov til at sige om jeres lille Tobias. Vi tror han er faldet i levende hænder, vi tror han er gemt i Guds gode hænder, de hænder som også kan og vil holde os alle fast. Amen.

Så sagde han noget mere som jeg heller ikke husker men så gik han ned ad mod os for at vi skulle ud til graven med Tobias. Han kiggede på mig og jeg forstod at jeg skulle rejse mig op for nu skulle jeg bære kisten (jeg havde valgt at jeg selv ville bære Tobias til graven) jeg fik taget kisten op og begyndte at gå den meget lange vej (sådan føltes det) om til graven. Vi holdte 3 pauser undervejs hvor jeg lige skulle samle mig igen til at kunne gå videre. Da vi næsten var omme ved graven kunne jeg ikke bære den mere rent psykisk og min far måtte tage og bære ham de sidste få meter.

Mig og Michael sænkede kisten ned sammen for som forældre at tage afsked med det dyrebareste vi har. Ude ved graven sang vi "dejlig er jorden" (en salme jeg syntes er meget smuk og fordi han skulle til paradis med sang) syntes den er meget god rent symbolsk på sådan en dag. Vi blev deroppe efter præsten var gået og sad og så på hvor frygtelig men også en smuk ting vi lige havde gennemgået.

Derefter gik vi allesammen hjem til mine forældre imens graven blev gjort færdig. Efter en time gik vi allesammen op og så graven sammen. Den var blevet rigtig smuk. Tobias er begravet den første forårsdag (1 marts). Det var en meget meget hård dag at komme igennem.


ÆRET VÆRE DIT MINDE TOBIAS.